Welcome to your website
Place your heading here
Frit nedhængende detaljer som arme, ben, fuglehalse slanger eller frugtklaser modelleres omkring en lang spiger eller blot en træpind blade udføres med Spartel, idet man afsætter klat ved klat og hver klat får et tryk nedefter, hvorved der dannes en fed kant foroven. Det er ikke let at afgøre, i hvilken udstrækning 1600-tallets stukkatører i Danmark har anvendt forme til gentagende ornamenter, men at de har gjort det er hævet over enhver tvivl. Ganske vist træffer vi først betegnelsen »formschneider< i forbindelse med kalkschneider eller kalksnider i 1669 der er her tale om Zacarias steffen. Men sådanne hjælpemidler kendes fra oldtidsfund og omtales af forfattere som Vitruv (VII,3) 0g senere af L.B.Alberti (de re aedificatoria L VI,9). I England omtales 1527 en dønniker Robert Wrytheoke, som lavede forme og skabeloner
Materialeregnskaberne fra 1684 vedrørende arbejdet på Frederiksborg omfatter flere poster for »linolie til at smøre forme med<< og »gips til forme, og i en lærebog som A.C.Davilers »Cours d’architecture« (1691)beskrives, hvordan ornamentikken eller snitværket i f.eks. en gesims udføres med forme, som trykkes ind i den friske stuk. Her er der tale om et arbejde udført direkte på gesims eller loft, før end stukken er tørret og blevet hård, men som det allerede er nævnt i indledningen under gruppe 3), kan man også gå en anden vej. Ved analyser er det godtgjort, at blade, rosetter etc. er udført i gips, d.v.s. er støbte. Man laver en model af ler, tager aftryk i gips den såkaldte uægte form hvori en gipsmodel støbes. Den uægte form slås itu, og gipsmodellen trykkes ned i lige så mange lerklumper, som man ønsker afstøbninger, og i disse lermatricer hældes gips. De herved dannede rosetter, blade m.m. bagskæres, således at _de bliver tynde og danner skarpere skygger, bagsiden kradses op, og bladet fæstnes med lidt gips til gesimsen eller andet sted, hvor man ligeledes kradser op, så gipsen kan binde. Således kan stukkatøren lave blomster ved at sætte blad ved blad, ganske som en pousserer laver en porcelænsblomst. På denne måde er de rigt ornamenterede gesimser på Clausholm og Frederiksberg Slot blevet udført; lambrequinborternes flige støttes usynligt på bagsiden med små knægte af træ, kvasterne ophænges i en pind eller ståltråd. Begge de nævnte anvendelser af forme er kendt fra Christiansborg i 1737ff.
I l670erne indføres en ny loftstype 1 Danmark, det kehlede loft, hvor overgangen fra væg til loftsflade danner en krumning: en såkaldt hulkehl over gesimsen. Krumningen dannes på følgende man udaver knægte til et profil, der svarer til den ønskede hulkehls. Knægtene fastgøres med bestemte mellemrum til loftets og væggens træværk, og brædder slås på, så at der dannes en hulkehl af træ, og denne behandles derefter som det forskallede loft. I samme periode opgives det gamle pudsunderlag med splitter til fordel for rørvæv, d.v.s. sivmåtter bundet sammen med fin ståltråd. Materialeregnskabet vedrørende johan Wilckens van Verelst’s loft (kat. 26f) fra 1683 er det tidligste, hvori betegnelsen »Søerøer (siv) forekommer.
I slutningen af det 18. århundrede benyttes ofte den dyrere, men også mere holdbare messingtråd, der ikke ruster.
Ved restaureringen af Christianskirken i København i 1946 afsløredes en ret enestående forskallingstype uden rørvæv. Loftet er lagt af smigede lægter, kalken er slået på ovenfra, og pudsen bindes dels af de smalle mellemrum, dels af indhak, der er hugget med økse i lægternes underside, og i hvilke den er trængt ind. (fig. A). Det kan iøvrigt oplyses, at gesimsen i kirkerummet ikke er udbygget med træ; den er massiv, armeret med hår og udgør således en uhyre vægt. Også dette er usædvanligt.
Yderligere et par iagttagelser fra restaureringsarbejder kan tilføjes. I Vor Frelsers Kirke i København blev stukarbejdet udført direkte på murværket i en mørtel af groft bakkegrus og kalk uden iblanding af fæhår. Figurer m.m. blev modelleret om en kerne dannet af kraftige spigre og jernankre, der var slået ind i fugerne på mure og hvælv og ombundet med rør og jerntråd Som følge af en kraftig rustdannelse i denne armering, der foranledigede afsprængninger som kunne være livsfarlige - det drejede Sig 1 mange tilfælde om stykker af flere kilos vægt - blev samtlige figurer og ornamenteri 1955 erstattet af gipsafstøbninger. Forud herfor gik et betydeligt restaureringsarbejde, dels med at befri skulpturerne for århundreders overhvidtning, der havde tilsløret detaljerne, dels med at udbedre de ruinerede partier. Da der var taget form over originalerne i restaureret stand, blev de hugget ned; desværre forhindrede den kraftige forankring at hele figurer kunne nedtages. Enkelte hoveder lykkedes det dog at redde i hel stand. Attributter og musikinstrumenter var udført af træ, ligeså glorier over evangelisternes hoveder.
På Engelsholm som blev restaureret 1951 efter en brand, er materialet ligeledes en mørtel af bakkegrus og slået kalk, og stukkaturerne er modelleret på pudset og røret forskalling. Gesimser er trukket på et skråtsiddende, kraftigt berøret brædt. Gips er intetsteds blevet anvendt. I bakkegrus skelnes der mellem skarpt sand, korn af ens størrelse, og et varieret grus med store korn og fint sand iblandet.
Det er en almindelig vildfarelse, at færdige, støbte loftsrosetter m.m. kun hører hjemme i det 19. århundrede. I det trykte katalog, som stukkatøren og gipseren Dominicus Maria Gianelli (1724-1801) lod fremstille i 1786 opføres bl.a. støbte »Plaphong Krandse og Girlander samt Blade til at formere alle Sorter. Figurer med samt Rosetter fra 32 til 3 Tommer«, og fra bygningsregnskaber har vi eksempler på, at de er blevet anvendt, således f.eks. af C.L.Fossati i badeværelset på Frederiksberg Slot 1771 og af Paulus Lorentz i den botaniske læsesal på Charlottenborg 1782. Registreringen af stukkatør og murermester H.C.Ondrups fallitbo år 1800 omfatter af materialer bl.a. diverse forme og gipsornamenter, blade, rosetter og konsoller.